Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skoleåret 25/26

10. klasse i Ungdomsskolen i Vordingborg

Når en ny årgang 10. klasser i Vordingborg møder ind i starten af august hvert år, bliver der gjort et stort forarbejde, så vi kan tage godt imod dem, og de føler sig velkomne i vores 10. klasses tilbud. 

I starten af maj måned inviterer vi til infoaften i 10. klasse. Vi inviterer de nye elever og deres forældre til en aften med fælles info og aktiviteter for både elever og forældre. Til infomødet modtager vi en masse information om eleverne, som vi benytter os af i den videre planlægning. I juni måned har vi overleveringsmøder med de afgivende skoler. Her viderebringes vigtig viden og information.

 

Hvad arbejder man med i 10. klasse?

10. klasse er et tilbud til unge der har afsluttet 9. klasse, men er uafklarede i forhold til deres videre uddannelsesvalg. Det er unge der har behov for yderligere faglig kvalificering og afklaring om valg af ungdomsuddannelse. Det er derfor vores fornemmeste opgave at hjælpe dem på vej med det.

Vi planlægger et skoleår i 10. klasse ud fra, at vi gerne vil give eleverne afklaring i forhold til uddannelsesvalg, og vi vil gerne give dem mulighed for at opleve, og være i et fantastisk fællesskab sammen med andre unge. 

 

Fag

Vi underviser i de obligatoriske fag: dansk, matematik og engelsk, da de fleste af eleverne i 10. klasse har behov for at få løftet deres karakterer på den ene eller anden måde. I de fagfaglige timer vil eleverne opleve, at deres profil bliver inddraget i undervisningen på forskellig vis.

Kultur- og aktivitetsbånd: har alle elever en time om dagen. Fagets formål tager sit udgangspunkt i hvad eleverne kan have brug for at kunne og vide i årene der kommer, hvor de skal begå sig på en ungdomsuddannelse og som myndig borger i samfundet. Historiske og samfundsaktuelle temaer vil også blive bragt op. Faget indeholder både fag-faglige temaer og mere praktiske tilgange og tager temaer op som: ”Politik – handler det om mig?”, ”Kommunikation og konflikthåndtering”, ”At flytte hjemmefra”, ”Mad på budget”, ”Den lille pedel”, ”Budgetlægning”. Derudover vil der være aktiviteter, der gør at eleverne ikke sidder ned hele dagen, men bliver aktiveret på forskellig vis.

Valgfag har eleverne 2x2 timer ugentligt. Eleverne kommer med input til hvad der kan udbydes som valgfag, og vælger herefter hvad de kunne tænke sig. Valgfagene kører i 8 uger ad gangen. Herefter udbydes nye valgfag. Derudover udbyder vi det lovpligtige tilbud EUD10 – brobygning der ligger som et tilbud for alle elever på skolen. Vi har samarbejde med alle ungdomsuddannelserne omkring os, og derfor kommer alle elever rundt og ser forskellige ungdomsuddannelsesmuligheder ud over den almindelige brobygning.

 

Mellemform

Desuden tilbyder vi sammen med børn og familie samt arbejdsmarked en mellemform. Mellemformen tilbydes til de elever der ikke er visiteret, men som har behov for en ”hånd i ryggen” for at navigere sikkert igennem 10. klasse. I mellemformen arbejder eleverne i mindre hold, og der er to voksne på i timerne.

 

Aktiviteter

10. klasse i ungdomsskolen kan aldrig blive som et år på efterskole, og det skal det heller ikke, men vi kan gøre vores bedste til, at eleverne får en masse fantastiske kompetencer med sig.

Den første uge efter sommerferien – introugen, begynder vi med en masse fælles aktiviteter, så der bliver skabt sammenhold på tværs af alle klasserne, og imellem klasserne. Senere i august er der en introtur. Vi deltager i folkemøde Møn, vi har samarbejde med ungdomsuddannelserne i Vordingborg og omegn om særlige forløb til eleverne i 10. klasse. Vi har SSP på besøg, hvor de arbejder med elevernes egne spørgsmål. Vi har også to spændende projektuger, hvor vi arbejder på en anderledes måde. -Vi skal i teateret og biografen. Der er obligatorisk brobygning og der skal arbejdes med OSO (obligatorisk selvvalgt opgave, der belyser elevens ønske om uddannelsesvalg). Vi har øveprøver i januar, og der arbejdes med uge sex materiale. I vintermånederne kommer der forskellige tilbud om forskellige forløb på diverse uddannelsesinstitutioner, ligesom der kommer forskellige virksomheder forbi 10. klasse, og fortæller om deres uddannelser og om deres arbejde. Vi fejrer højtiderne på forskellig vis, herunder jul, fastelavn, påske m.m. 

 

Opsamling

Med den systematiske forberedelse, og med en hverdag hvor der veksles imellem det faglige, det sociale og den personlige udvikling, ser vi elever der udfordres på flere planer, elever der tager ansvar og elever der langsomt finder ud af hvilken retning de skal i efter 10. klasse.

 

Vi ser frem til at møde dig i 10. klasse 😊

 

Med venlig hilsen

Personalet og Anne Bonde Andersen, afdelingsleder 10. klasse

Ved spørgsmål kontakt: anban@vordingborg.dk - 20123267