Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Klasseprofil Bevægelse

Klasseprofil – Bevægelse:

Når vores elever har valgt klasseprofil, laver vi det antal klasser under profilen som der er behov for. Der vil typisk være mellem 15 og 20 elever i hver klasse.

Under klasseprofilen Bevægelse, er ”krop & sundhed” samt praksisfaglighed to vigtige underoverskrifter.

Praksisfaglighed

Praksisfaglighed er, at skolen laver mere undervisning i de praktiske fag samt at undervisningen er anvendelsesorienteret og erhvervsrettet. Derfor vil man under klasseprofilen Bevægelse opleve, at undervisningen sætter fokus på, hvad det man lære egentlig kan ”ude i virkeligheden” og hvordan det kan koble sig til forskellige erhverv og uddannelser.

Bevægelse – Krop og sundhed:

Bevægelse kan handle om meget forskelligt.

Hvis man vælger denne klasseprofil vil man i de timer man har ”profilfag” (ca. 4-5 timer om ugen) få undervisning der bevæger sig inden for temaet. Man vil også i nogle emner kunne opleve, at temaet også fylder i fagundervisningen i dansk, matematik eller engelsk, når dette giver mening.

Vi arbejder desuden med projektbaseret læring. Det betyder at vi i profilfag har relativt lidt klasseundervisning og i højere grad arbejder med projekter i mindre grupper. Projektbaseret læring og gruppearbejde er noget vi træner hen over skoleåret, med det mål at være forberedt til at møde det på den ungdomsuddannelse der kommer efter 10. klasse.

Årsplanen for profilfag laver elever og lærere sammen i klassen, og der vil kunne inddrages dele af mere kendte fag, som f.eks.:

  • Naturfag – biologi og fysiologi

  • Madkundskab

  • Samfundsfag

  • Idræt

  • Psykologi

Når den klasse I kommer i laver sin egen årsplan for profilfaget, kan vi ikke sige PRÆCIS hvad faget kommer til af indeholde, men temaer man kan forestille sig der kan arbejdes med under klasseprofilen, kan f.eks. være:

  • ”Kultur og bevægelse”

  • ”Afprøvning af forskellige idrætsgrene”

  • ”Sund mad og det gode brændstof”

  • ”Mental sundhed”

  • ”Ungdom i bevægelse – hvad er fedt?”