Generelt om undervisningen i 10. klasse:
Når vores elever har valgt klasseprofil, laver vi det antal klasser under profilen, som der er behov for. Der vil typisk være mellem 15 og 20 elever i hver klasse.
I undervisningen vil der være fokus på praksisfaglighed. Praksisfaglighed er at skolen laver mere undervisning i de praktiske fag samt at undervisningen er anvendelsesorienteret og erhvervsrettet. Derfor vil man opleve, at undervisningen sætter fokus på, hvad det man lærer egentlig kan ”ude i virkeligheden” og hvordan det kan koble sig til forskellige erhverv og uddannelser.
Vi vægter projektbaseret læring (PBL) højt, og arbejder som oftest med den form i vores profilfag. Projektbaseret læring og undervisning bevæger sig igennem tre faser; idefasen, undersøgelsesfasen og formidlingsfasen. Når vi giver den undervisningsform vægt i 10.klasse er det fordi, det er en arbejdsform der gør sig gældende på en del ungdomsuddannelser og den forbereder således de unge til det der kommer efter 10. klasse.
Gennem året har vi desuden sammen med den unge fokus på, hvad netop den unge skal træne gennem 10. klasse. Vi hjælper dem med, at sætte realistiske mål og med at følge op på deres udvikling mod målene. Vi oplever at have mange unge med forskellige mål, men med det fælles, at have nogle mål de skal arbejde på at nå i løbet af året, og det er en udvikling vi alle er fælles om. At arbejde frem mod vores mål.
For at understøtte dette er elevernes mindset noget vi taler en del med dem om, således at vi sammen med dem arbejder på at få sat fokus på indsatsens betydning for resultatet og deres motivation for læring.